*

Det nye Hornbæk formes

Klemt inde mellem Østre og Vestre bæk og afgrænset mod syd af landevejen til Helsingør, der adskilte fiskerlejet fra bondebyen, var Hornbæk omkring 1900 en særdeles overskuelig enhed.

I fiskerlejet lå kirken omgivet af stråtækte fiskerhuse, sandede haver og krogede gyder, der ledte mod stranden, hvor fiskerne siden middelalderen havde landet deres fangster. Faren og sliddet ved at fiske fra åben kyst mindskedes betydeligt, da Hornbæk Havn fra 1875 udfordrede Øresund og det gamle, traditionsrige fiskeri, hvor ”de nye tider” kom til udtryk i de nye og større både med motorkraft. I bondebyen skabte driftsomlægningen og den teknologiske udvikling indenfor landbruget i de sidste årtier af 1800-årene tilsvarende forudsætninger for udviklingen. I stedet for at gå på aftægt på gården, som det tidligere havde været almindeligt i forbindelse med generationskifte, fik mange af disse ældre gårdmandsfolk bygget sig en villa indrettet efter borgerligt tilsnit.

Hornbæk Sky-line, anno 1907 – Landkajen på Hornbæk Havn.

I 1906 kom jernbanen, og Hornbæk blev tillige stationsby. Mellem det gamle fiskerleje og jernbanen voksede stationsbyen frem. ”Stationsby” – næsten en uartig glose – giver mange mere eller mindre vage associationer om et sted uden identitet, som noget grimt og kedeligt. I sin opbygning er ”stationsbyen” en meget vellignende kopi af de større byer, såvel i sin erhvervsmæssige sammensætning som i bebyggelsens udformning, om end i mindre målestok og selvfølgelig med sine lokale variationer. Byggeriet er ikke alene udtryk for tidens smag og stil, men også for urbaniseringen.

De lokale bygmestre formidlede de store byers miljø i ”stationsbyarkitekturen”, som denne byggeskik ofte lidt nedladende benævnes. Det var vigtigt, at byggematerialerne var billige. ”De nye byers” første generation havde mange etableringsomkostninger og sædvanligvis en meget begrænset startkapital kombineret med et beskedent udkomme i de første år, hvor indtjeningsgrundlaget blev skabt. Der var ikke altid råd til teglsten på taget. Stråtage blev heller ikke brugt, da det dels var særdeles brandfarligt, dels så alt for landsbyagtigt ud, og det landsbyagtige var ikke netop, hvad ”stationsbyrnenneskene” tilstræbte. Cementsten og tagpap, som blev lanceret med stor succes netop i slutningen af 1800-årene, var en billig og acceptabel løsning, som i øvrigt også vandt en ikke ubetydelig udbredelse i det samtidige købstadsbyggeri. ”Stationsbyarkitekturen” er kendetegnet ved den konsekvente anvendelse af røde mursten, og de lyse ”sandstensbånd”, der ofte også indrammer vinduerne, tårne og kviste.

Hovedgaden set mod Hotel Bondegården – vi står lige foran Vestre Bæk som krydser under vejen.

Frem af røgen fra Helsingørtoget dukkede et nyt og moderne Hornbæk op, meget anderledes end det uberørte fiskerleje, som tidens kunstnere havde forelsket sig i, men skyndsomst havde lagt bag sig, da ”de nye tiders” landliggere og sommergæster for alvor begyndte at strømme til ”Danmarks Riviera”. Hornbæk blev i løbet af få år omdannet til et mondænt badested, hvilket selvfølgelig satte et umiskendeligt præg på det lille bysamfund, som i sommermånederne, hvor befolkningstallet mangedobledes, prægedes af hektisk travlhed, medens det resten af året lå stille hen. Små annekser, beregnet Lil sommerbolig for hornhækkerne, når de udlejede til landliggerne, dukkede op som paddehatte og blev et karakteristisk træk i Hornbæks omformning til badeby.

Side om side med den private indlogering af badegæster etableredes en lang række pensionater og hoteller, hvor de største var Hornbæk Kro, Hold ”Trouville” og Hotel ”Bondegaarden”. Et vældigt byggeri satte samtidigt ind. Byggegrundene var billige. Sommervillaer blev i stort tal rejst uden mål og med. Først i 1908 foreligger en egentlig byggevedtægt. Nye områder blev bebygget, således A.R. Friisvej, tidligere 1. Tangvej, området ned mod Hornbæk Sø, det tidligere Birkehave syd for Hornbækbanen samt det senere Kystvej-Skovvejområde. Troligt med kraftig tilskyndelse fra sommerboerne blev Hornbæk snart et rigtig moderne bysamfund med vandværk og gasværk og eget apotek og biograf.

*

Forudsætningen for Hornbæk Salonskydeselskab

Oprettelsen af Hornbæk Salonskydeselskab skal ses i lyset af samfundsudviklingen omkring år 1900. Ordet fritid eksisterede ikke i det danske sprog før 1850. Endnu på dette tidspunkt boede og levede størsteparten af befolkningen i direkte tilknytning til deres arbejde. Først med industrialiseringen og udbredelsen af lønarbejder blev det mere aktuelt at skelne mellem arbejde og fritid. Arbejdsliv og fritidsliv adskiltes gradvist. Netop denne adskillelse var i høj grad forudsætningen og baggrunden for de folkelige bevægelser, som bibragte menigmand nye ideer, nye værdier og nye skikke. Den nyvundne fritid gav nye muligheder og fremkaldte nye behov. En række af ”de nye tiders” karakteristiske fænomener er udløbere heraf.

Et af resultaterne af den øgede fritid og de såkaldte ”borgerlige frihedsrettigheder”, som indførtes med Grundloven i 1849, og hvortil hørte retten til at danne foreninger i et hvert lovligt øjemed, er det vidtspændende og rige foreningsliv, som voksede frem i slutingen af 1800-årene, og som fortsat præger hverdagslivet i nutidens samfund. Medlemskredsen i de mange sports- og idrætsforeninger, borgerforeninger, musik- og kunstforeninger, hjemstavnsforeninger, politiske foreninger, sangforeninger, læse- og foredragsforeninger, teaterforeninger, kirkelige foreninger, afholdsforeninger og historiske foreninger udgjorde og udgør et bredt udsnit af befolkningen.

Tidens mange skytte- og gymnastikforeninger havde deres særlige baggrund i den danske nationalisme, som voksede frem efter tabet af Sønderjylland i 1864. Der var virkelig tale om en civilmobilisering. Det nationale element afdæmpedes gradvist til fordel for det idrætsmæssige, der samtidigt tilføjedes en selskabelig dimension, der fik en høj prioritet i blandt andet salonskydeforeninger. Hornbæk Salonskydeselskab blev således stiftet med delte dobbelte formål.