*

Tilbage til indholdsfortegnelsen…..

På vej til skydebanen

Fugleskydningsdagen var lang og krævende. Skydebrødrene mødtes sædvanligvis på samlingsstedet allerede klokken 8.30 eller måske klokken 9 om morgenen. Herfra gik man i

”2 geledder med Riffeler paa Skulderen og med Postbud Olsen som kommanderende general”

til skydebanen, som ”Materielforvalteren” havde ladet indrette til dagen på skydepladsen.

Helt frem til 1930 blev fugleskydningerne i Hornbæk Salonskydeselskab som bekendt afholdt i den store have til Hotel ”Bondegaarden”. Beliggende midt i byen omgærdet af villabebyggelse var denne aktivitet selvfølgelig uhensigtsmæssigt placeret. Af sikkerhedsmæssige årsager besluttede bestyrelsen nævnte år at henlægge fugleskydningen til Horneby, hvor den gamle, agtværdige skytte- og gymnastikforening, også betegnet 14. Kreds, havde sin skydebane på engen. Nærmere bestemt lå skydebanen i bunden af den gamle del af Engdalen. Man skød ind mod bakken omtrent ud for bebyggelsen Kingo’s store flagstang.

Med ibrugtagningen af skydebanen i Horneby opstod tilsyneladende den nye tradition, at skydebrødrene med fuglekongen i spidsen samlet marcherede gennem Hornbæk by til skydebanen i Horneby. Så længe Hornbæk Salonskydeselskab havde domicil på Hotel ”Bondegaarden”, havde skydebrødrene til det berammede tidspunkt på fugleskydningsdagen formentlig blot givet møde i hotellets baghave, hvor interimistisk skydebane var blevet indrettet.

Svend Pii Sørensen 1967

Da fugleskydningerne i årene 1940-45 var henlagt til I Hornbæk Badehotel, foregik hele fugleskydningsarrangementet her. Først da man i 1946 på ny kunne vende tilbage til skydebanen i Horneby, blev optoget gennem byen genoptaget. Udgangspunktet for processionerne vekslede tid efter anden. Nogle år samledes skydebrødrene ved jernbanestationen. Andre gange var det ved ”Genforeningsstenen”, som dengang stod på den lille plads ved Sauntevejens udmunding i Nordre Strandvej – Hovedgaden. Herom hedder det i referatet fra fugleskydningen i 1949:

Der var desværre meget ringe tilslutning til afmarchen fra Mindestenen, idet der kun var 4 mand til 5 geværer. Nå, efterhånden kom skytterne på banen og vort æresmedlem, Hr.  Murermester Carl Poulsen, åbnede skydningen til fuglen.

Det blev efterhånden en tradition, at skydebrødrene samledes om morgenen hos den afgående fuglekonge, der betænkte de tilstedeværende skydebrødre med en morgenbitter og øl, der så til gengæld på behørig vis hyldede fuglekongen ved ord og ”kanonsalutering”, inden selskabet med fuglekongen og årets fugl i spidsen marcherede gennem byen til skydebanen. En fornyelse i denne tradition blev etableret i 1948, hvor fuglekongen, Installatør C. E. Ahrendt-Jensen, blev afhentet i en af Valdemar Munck Andersen meget smukt pyntet Ponyvogn, og af Deltagerne trukket til Skydebanen i Horneby.

På generalforsamlingen i 1950 drøftede man ”at gøre afmarchen fra byen til skydebanen noget festligere”. Det skete i 1953, hvor man for første gang havde ”byens drengeorkester med”. Drengeorkesteret gik forrest. Derefter fulgte vognen med fuglekongen, ”så fuglen på en stander og så hele skytteskaren”. Succes‘en med drengeorkestret blev øjensynlig ikke fulgt op de følgende år. I alle tilfælde kan man i referatet fra fugleskydningen i 1964 læse, at

”Som noget ganske nyt og vist aldrig før prøvet, havde vi forrest vort eget orkester næsten udelukkende bestående af skydebrødre”.

Orkestret har siden været et væsentligt indslag i fugleskydningen såvel i spidsen for optoget gennem byen som i skydeteltet på skydepladsen. Ikke alle skydebrødre var lige begejstret for den megen musik under fugleskydningen. Ved generalforsamlingen i 1976 bliver det ligefrem pålagt bestyrelsen ”at prøve på at begrænse musikken ved fugleskydningen”, ikke mindst blev der spillet for meget musik i teltet. Samtidig blev der rejst en del kritik af den placering, selskabets fane indtog i optoget, hvor den angiveligt kom i karambolage med orkestermedlemmernes høje hatte. Fanen blev »degraderet« i optoget.

Det var Danmarks-Samfundet, der i 1969 havde skænket fanen til Hornbæk Salonskydeforening, der til gengæld forpligtede sig til ”at behandle denne Dannebrogsfane, både ved opbevaring og ved brug, med den omhu og ærbødighed, som vi skylder verdens ældste flag og danskernes samlingstegn gennem størstedelen af vor historie”. Da modtagelsen af fanen falder sammen med en af de perioder, hvor skydeselskabets forhandlingsprotokol ikke er blevet ført, er det umuligt at sige noget eksakt om modtagelsen og brugen af fanen i Hornbæk Salonskydeselskab i de første år. Den var i alle tilfælde med i optoget gennem Hornbæk på fugleskydningen, og dermed var den også med på skydepladsen. Fanen ses ligeledes at have været repræsenteret ved festerne i Skydeselskabet. En officiel fanebærer får selskabet tilsyneladende først i 1994, hvor Henrik V Andersen, kaldet “Mau”, på foranledning af bestyrelsen blev valgt til at repræsentere selskabet ved fanen. Hvervet som fanebærer omfattede desuden en plads i bestyrelsen. I oprigtig begejstring gik formanden et skridt viden, og udråbte den nyvalgte fanebærer til hvervet på livstid.

Ruten gennem Hornbæk vekslede alt efter udgangspunktet. Det kunne, som i 1978, hvor murermester Jens Fritzen var regerende fuglekonge, være:

fra havnen kl. 9.00, op ad Havnevej, igennem hovedgaden, op over Præstebakken og ud på landet bevægede selskabet sig med musik for fuld udblæsning. Der blev gjort holdt hos konen, som boede på ruten, og hans kone havde sørget for en lille ”halvvejs” til os. Videre til skydepladsen, hvor vi ankom kl. 10.00”.

Der var selvfølgelig grænser for hvor langt skydebrødrene kunne gå i optog. Da gårdejer Marius Olsen i Saunte, som afgående fuglekonge i 1961, skulle afhentes af skydebrødrene, lagde formanden husrum til:

”idet fuglekongen jo er ”udenbys”, og man frygtede, at hverken Bornebuschs hest eller skydebrødre ville være i stand til at tilbagelægge strækningen fra ”Snogagergaard” i Saunte til Åsen ved ”Bøgehøjgård” til fods, i hvert fald ikke uden at pådrage sig særdeles tørre halse”.

Traditionen med at afhente fuglekongen på bopælen måtte fraviges, da det i 1977 var restauratør Christian ”Bondegård” Hansen, der stod for tur:

Som sædvanlig skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, da ca. 50 mand var mødt op, for at afhente sidste års fuglekonge nemlig, Christian ”Bondegård” Hansen, som i skydeselskabet dog aldrig blev kaldt andet end »Champagnedrengen«. Da »Champagnedrengen« boede i København, blev afhentningen af praktiske grunde henlagt til Vestre Stejlebakke, hvor en stor åben ”amerikanervogn” holdt parat. Medens det 12 mand store marchorkester øvede sig, indtog de henved 50 skydebrødre en lille morgenforfriskning i gården til blikkenslagermester Hugo Fokdals nye butik. Afgangen fra ”morgenandagten” forløb planmæssigt og et særdeles veloplagt selskab indtog skydepladsen med omkringliggende telte med et strålende humør. I øvrigt kan nævnes, al vi på vej til skydepladsen igen i år gjorde holdt på Plejehjemmet ”Bøgehøjgård”, hvor orkestret spillede et par numre for beboerne, som havde taget opstilling i haven” .

Med piber og trommer drog skydebrødrene i 1992 helt mod sædvane udenbys:

Fuglekongen Kaj Hvitved boede flere kilometer vest for byen, men han syntes alligevel, al skydebrødrene skulle komme til rigtig morgenmad med hurra og kanonsalut for kongen og dronningen! Bagefter tog selskabet HHGBanen fra det lille Trinbræt ”Kildekrog” tilbage til Hornbæk Station. Det er måske første gang, der har været hornmusik og sang i banens togvogne. Så begyndte den lange vej fra stationen, gennem hovedgaden og videre mod skydebanen ved ”Stenhøjgård” med 2 indlagte pauser – for de 68 skydebrødre og 8 gæster. Skydningen blev lidt forsinket, men den kom i gang. Ældstemedlem Erik Svendsen skød først”.

Hest og vogn var i 1970’erne blevet erstattet af en mellemstor trækvogn, der blev trukket af 2 skydebrødre. Vognen blev udsmykket efter alle kunstens regler. Udsmykningen tog udgangspunkt i de respektive fuglekongers erhverv. Således tronede læge Erling Paridon på en kæmpemæssig injektionssprøjte, et nordlys dannede baggrund for tronen, hvor forsikringsdirektør Erik Pejstrup sad, VVS-installatør Finn Vindahl Andersen blev transporteret i en ”WC-vogn”, der havde to spraglede haner siddende på siden, for blot at nævne nogle få eksempler. Forrest på ”kongevognen” stod fuglestangen med den ”befjerede” fugl, hvortil var medgået indholdet af to hovedpuder. Det var således et festligt optog, de morgenduelige hornbækkere havde mulighed for at se på, og ikke mindst havde de mulighed for at hilse på de velkendte bysbørn blandt skydebrødrene, når turen gik gennem byen.

Erling Paridon 1980
Finn Vindahl Andersen – 1988

*

Skydebanen og dens indretning

”Check-Iisten” var alen lang over alt det, som arrangørerne nødvendigvis måtte og skulle huske at udføre før, under og efter fugleskydningen. Det omfattede blandt andet at finde en egnet skydeplads og indretning af samme under behørig hensyntagen ikke mindst til de sikkerhedsmæssige krav.

Da fugleskydningen således i 1962 på grund af sen høst måtte flyttes fra Halkjærs ”Bøgehøjgård” ved Åsen til boldbanen på den anden side af vejen, måtte der bygges en særlig skydevold ”af hensyn til beboerne i omegnen”, ligesom skydearealet skulle være behørigt markeret i terrænet.

Johannes Frederiksen var medlem af Salonens bestyrelse fra 1954 til 1965 som materielforvalter.

Hertil kom opstilling og indretning af ”skyde- og drikketeltet” med lange borde og stole. Skydeteltet fremstod i øvrigt i 1961 stærkt mærket af vind og vejr. Bestyrelsen besluttede på den baggrund, at det gamle telt om muligt skulle sælges, ”idet man fremover ville leje de fornødne telte i forbindelse med fugleskydningsarrangementet”. ”Materielforvalteren” skulle endvidere sørge for fuglestangen, skydeanlag, skydebukke og ammunition samt skydelister, skiver og præmier. Hertil kom på et tidspunkt en lille signalkanon, som der saluteredes med, når en af fuglens plader blev skudt ned. ”Kanonmesteren” var købmand Karl Kristian Kubiak , der inden hver salutering »fylder tre fingerbøl sortkrudt og et stykke sammenkrøllet avispapir i løbet. Lunten på, tænding …. Og et imponerende brag”. Signalkanonen var også med og i funktion om morgenen ved afhentningen af fuglekongen.

Selvom bestyrelsen i 1966 besluttede, at betegnelsen ”materielforvalte” skulle ændres til den for en skydeforening mere passende betegnelse ”våbenmester”, fik vedkommende øjensynlig ikke mindre at bestille. “Våbenmesterens” arbejde var fortsat stort og omfattende, sådan som det også, måske lidt kejtet, kommer til udtryk i et referat fra et bestyrelsesmøde i 1967:

Det skal retfærdigvis bemærkes, at materielforvalteren ved opstillingen af telt, klargøring til skydningen etc. rehabiliterede sig for manglende fremmøde ved diverse bestyrelsesmøder, idet førnævnte herved arbejdede med beundringsværdig energi”.

Arbejdet med klargøringen af skydebanen blev efterhånden helt og holdent overladt til en kreds af ”praktiske” skydebrødre, der samledes i løbet af lørdagen på skydearealet, således som selskabets sekretær, slagtermester Mogens Frederiksen har beskrevet den i 1976:

Erik Pejstrup, John Paulin og undertegnede mødtes på pladsen kl. 9.00, hvor vi i fællesskab skulle have det hele op at stå. Kl. ca. 10 kom to af byens tømrere for at stille skydeteltet op for os. Kl. henad 15 kom Kaj (Hvitved) og Karl Kristian (Kubiak) for at hjælpe til med udsmykningen af det store telt, nye gardiner var blevet fremstillet til dagen af Lis og Åse. Grønne og røde (skydeselskabets farver) strimler var fremskaffet til loftsbjælkerne. Vore to bartendere, Torben (Helms) og Gunnar (Rasmussen), kom i løbet af dagen for at give et nap med. Svend Pii og hans søn kom for at stille teltet til serieskydningen op på rette plads og måde. Endelig skal det nævnes, at den gamle bestyrelse, som vi kalder dem, Erling, Jenner og Mogens aflagde en visit, for at se om alt blev, som det plejede at være. Erling konstaterede, at det var lige som at komme hjem. Kl. ca. 18 havde vi så meget styr på det hele, at vi kunne køre hjem med god samvittighed og håbe på en god dag i morgen«.

*

Skiftende skydebaner

Der var indtegnet 56 deltagere ved fugleskydningen i 1950. Skydebrødrene ”samledes i Holger Leedgaard Nielsens have, hvor skydeselskabet var vært ved en morgenbitter og en tår øl”, inden turen gik til skydebanen på engen i Horneby. I 1951 flyttede Hornbæk Salonskydeselskab sin fugleskydning til et areal ved ”Bøgehøjgård”, som gårdejer Jacob Halkjær stillede til rådighed. Arealet lå i forlængelse af den nuværende Hattemagervej omfattende græsarealet mellem åsen og ”Kingo-byggeriet”. På dette tidspunkt var der marker helt over til sommerhusområdet ved Løvvængets sydgrænse. Skydeselskabet betalte ingen leje, så bestyrelsen besluttede i 1955, at Jacob Halkjær skulle være kontingentfrit medlem ”så længe han stiller jord til rådighed for fugleskydningen”. Dette var øjensynligvis gældende indtil 1962, hvor skydeselskabet må indrette skydebanen ved åsen ved Stenstrup. Det hed sig, ”at Halkjær på ”Bøgehøjgård” ikke havde haft tid til al høste markerne ved åsen, og derfor kunne den gamle plads ikke bruges!”. Den nye skydeplads blev indrettet på marken nord for åsen med adgang fra Harboesvej. Hornbæk Idrætsforening havde i disse år en fodboldbane på samme areal.

Fra 1965 er Skydeselskabet på ny tilbage på marken ved ”Bøgehøjgård”. Her havde skydeselskabet så skydeplads indtil 1971, hvor udstykningerne omkring Bødkervej går i gang. Skydepladsen bliver herefter flyttet til et markareal for enden af Kongelysvej op mod Klosterris. ”Ak, Ak” står der skrevet i bestyrelsens forhandlingsprotokol i forbindelse med generalforsamling i april måned i 1976. Man har netop erfaret, at markarealet ved ”Kildegården” ikke længere kan benyttes til skydebane. Generalforsamlingen pålægger bestyrelsen at finde en anden skydeplads om nødvendigt at købe en grund. På den baggrund er bestyrelsen de næste måneder ”i marken” for at finde ny plads til den forestående fugleskydning. Resultatet ”af vores fælles anstrengelser blev den gamle plads ved ”Bøgehøjgård” , hvor forhenværende gårdejer Halkjær mente, at vi godt kunne være et, eventuelt få år endnu” endskønt området ved Bødkervej, Drejervej og Kræmmervej allerede da næsten var færdigudbygget. Det er da også i 1978 definitivt slut med at have skydeplads ved ”Bøgehøjgård”. Bestyrelsen havde i mellemtiden fået tilladelse til at benytte et areal bag ”Kildegård” på Horneby Fælled til selskabets fugleskydninger, der så blev afholdt her frem til 1989, hvor arealet blev solgt og omdannet til hjortefarm. Et nyt stuehus blev opført præcis på den gamle skydeplads. Selvom der ville blive endnu længere at gå for skydebrødrene i forbindelse med fugleskydningerne, har bestyrelsen valgt at tage imod el tilbud om at benytte arealet ved ”Stenhøjgård” mellem Horneby og Ruslands Bakker, hvor selskabet siden har kunnet afholde den årlige fugleskydning.

Så vidt, så godt. Et andet problem var imellemtiden dukket op. Det var spørgsmålet om sikkerheden. I 1994 tog bestyrelsen initiativ til at lovliggøre selskabers fugleskydning. Problemet var fuglen. Det, som man frygtede, var retouchering fra fuglens jernplader, Dette problem blev løst ved at anvende træplader i stedet, så ved fugleskydningen i jubilæumsåret 1997 forelå for første gang i selskabets historie en skriftlig tilladelse til afholdelse af fugleskydning. Mens tilladelsen til fugleskydningen som sådan var flerårig, skulle Politimesteren i Helsingør ansøges hvert år, når det drejede sig om serieskydningerne.

I forbindelse med ansøgningen om tilladelsen til afholdelsen af bemeldte skydninger oplyste Hornbæk Salonskydeselskab:

at der kun skydes med godkendte og registrerede kaliber 22 rifler fra Hornbæk Skytteforening, at skudafstanden til fuglen og serieskydningen er mellem 1O og 20 m, at skydningen foregår som sigtet skydning, specielt ved skydningen til fuglen er riflerne ”bøjlelåste” således at der ikke kan skydes udenfor kuglefanget (jordbrinken i graven), at ammunitionen opsamles efter endt skydning, at der kun anvendes godkendte, ikke kappeklædte patroner, at serieskydningen foregår til faste skiver, at fuglen tilvirkes i rent træ, uden jernbeslag og skruer, at der etableres afspærring og skiltning både mod serieskydning, fugleskydning og på marker og vej, således at ingen uvedkommende har adgang til skydebanen, at der er tegnet forsikring til dækning af eventuel ulykke opstået i forbindelse med arrangementet, al grundejeren er bekendt med, og har givet sin tilladelse til brug af arealet og endelig såfremt skydelederen deltager i skydningen, er der forinden udpeget en ansvarlig afløser for ham, mens han afgiver sin skydning”.

Godkendelse blev meddelt.

*

På skydebanen

”Vel ankomne til skydebanen blev fuglen placeret på sin stang, hvorefter skydningen sædvanen tro blev indledt ved fuglekongen”, men som i øvrigt foregik efter ”skydelisten” med de deltagende skydebrødre optegnet efter anciennitet.

Skydeselskabets gamle 6 mm salonrifler blev på et tidspunkt suppleret med et par Remington 11 mm rifler som skydeselskabet ”havde erhvervet hos Hærens Arsenal formedelst 20 kroner pr styk”. Nogen ubetinget succes blev dette ingenlunde. ”Preben Hjort Olsen sled som en hest for at rense geværerne, men det var håbløst, og da Silldorff fik en over fingrene af en forsinket antændelse, stoppede vi med ”remingtonerne” og skød resten af listen med salongeværer til en papfugl”. Det var i 1949. Hornbæk Salonskydeselskab har i øvrigt siden ”af hensyn til sikkerhed, renlighed og økonomi” udelukkende skudt med 6 mm salonriffel.

1949 blev ligeledes sidste år, hvor selskabet selv varetog fremstillingen af ammunition. Dette pågik i et lille aflukke i skydeteltet. Mange er historierne om denne metier. Man havde i mange år en fast mand på dette job, nemlig gartner Carl Rasmussen, ”Krudt-Carl” kaldet. Han fremstillede patroner som genbrug af patronhylstre med nye projektiler og tændhætte. Undertiden lavede man numre med hinanden. Det kunne være at iblande lidt jord i sortkrudtet i patronen med et ringere skyderesultat til følge.

Ved 12-tiden blev skydningen indstillet en time, så deltagerne kunne få lidt fast føde. Skydebrødrene blev i de første mange år bedt om selv at medbringe service i form af ”1 dyb Tallerken, 1 Ske, 1 Kniv, 1 Gaffel og 1 Snapseglas samt 1 Pakke Smørrebrød”. Madpakken var sædvanligvis hjemmesmurt. Undertiden var det dog de stedlige slagter- og viktualieforretninger, som leverede det højt belagte smørrebrød, der blev indtaget ved de lange borde i teltet. Den dybe tallerken og skeen var til den ”Forloren Skildpadde”, som skydebrødrene formedelst 3 kroner pr. kuvert kunne få serveret til aftensmad i teltet. Som noget nyt var skydeteltet i 1946 blevet indrettet med ”restauration”, således at der kunne købes ”tilbehør” til den medbragte frokost og i øvrigt være til almindelig nødtørft for skydebrødrene i løbet af dagen. Efter frokosten blev skydningen til fuglen genoptaget, alt imedens nogle hvilte sig, spillede kort, deltog i pilekast eller samtalede.

Når skydedagen gik på hæld, tog man behørigt afsked på skydebanen for senere at samles til en ”fuglekongemiddag” på Restaurant ”Bondegården” eller ”på Kroen” , når det skulle være mindre højtideligt. Altid, fornemmes det, har stemningen været høj, og steg troligt yderligere nogle grader i forbindelse med uddelingen af skydepræmierne. Generalforsamlingen blev afholdt i forlængelse af middagen. I slutningen af 40erne blev det praksis, at skydebrødrene samledes i teltet på skydebanen omkring et måltid mad. Det kunne være forloren skildpadde, skipperlabskovs eller »mixed grill«, hvilket øjensynlig ikke spillede den store rolle: ”Til aften spistes i teltet en dejlig forloren skildpadde fra Chr. Hansen, Bondegaarden, det vil sige, det var nu Cullash vi fik, men på den tid af dagen kan man ikke smage forskel”. Åbenhjertig tale.

Fugleskydningen i 1960 blev optaget på smalfilm af hotelejer Ib Johnson og maskinmester Jens Rasmussen. Filmen blev vist i en pause i forbindelse med Vinterfesten. ”Den gjorde lykke, især hos damerne, som nu endelig fik et indblik i, hvad der egentlig foregår ved vore fugleskydninger på Åsen”.

De forskellige sekretærer i Hornbæk Salonskydeselskab har været flittige til at referere fra den årlige vinterfest og fugleskydning, der i høj grad bidrager til det kalejdoskopiske billede af den store traditionsrige dag. Et eksempel herpå kunne være fugleskydningen den 30. august 1977:

Efter at foreningen havde givet en kølig pilsner til at skylle marchstøvet af halsen, kom der gang i både skydningen til fuglen, og serieskydningen tog også sin begyndelse. Formiddagen fløj som sædvanlig afsted, og snart var det tid at vende tanken mod de høje ”leverpostejer”. Under frokosten, som i øvrigt var nøjagtig lige så festlig som eu sådan skal være, havde selskabet den store glæde, endnu engang at få Chrislian ”Bondegård” Hansen til at synge ”Champagnedrengen” for os, plus de andre mere vovede sange, som han også er en mester til at synge, for os. Frokosten blev overstået, og mens nogle gik afsides for al få en lille lur, optages skydningen igen, snart lignede den før så flotte papegøje et sørgeligt maltrakteret stykke tømmer, men del var jo også meningen. Medens nogle spillede kort, andre kastede med pile, og næsten alle var på besøg hos Kaj (Hvitved) i serieskydningsteltet, hvor det gik livligt til, nærmede det tidspunkt sig hvor, som det i sangen står skrevet ”fuglen sin hals mod jorden strækker”, dette skete også i år kl. ca. 15.30, og formanden kunne med et hurtigt sideblik på den ”hemmelig kongeliste”, konstatere, at den nye konge var i blandt os, nemlig murermester Jens Fritzen, som lynhurtigt lod øllet flyde til dem, der kunne endnu. Og den forrige konge overlod selskabets regalier til den nye konge.

Klokken var blevet mange, og vi skulle spise endnu engang, som sædvanlig forloren skildpadde, som der var en god afsætning på. Medens aftensmaden blev indtaget, var der den sædvanlige præmieoverrækkelse både til fuglen og til serieskydningen. Vindere af serieskydningen blev som sædvanlig kan man næsten sige, familien Ahrendt-Jensen dog med en enkelt indblanding af Bent. Bæk, Sam Lomborg og Brolle Sørensen. Syv serier blev gennemført hver med 25 stykker, og da alle skød hver 3 skud, kan vi konstatere, at der tilsammen blev afgivet i alt 525 skud, hvilket må siges at være meget fint. Klokken var blevet mange, og solen gik ned. Forsamlingen begyndte at tænke på den lange hjemvej. Den nye konge havde inviteret alle, der havde lyst og turde for deres koner, hjem til sig på hjemvejen til en lille en, og det var ikke så få medlemmer, der drev vestover mod Horneby til de hyggelige stuer hos Jens Fritzen og hans kone Birte. Klokken 7.00 kunne bestyrelsen konstatere, at alle havde haft en god dag, og at skydepladsen var torm for medlemmer, hvorefter vi, John Paulin, Erik Pejstrup, Kaj Hvitved, Karl K. Kubiak og Mogens Frederiksen, den samlede bestyrelse, selvfølgelig også skulle hjem og hilse på dronning Birte og Kong Jens i Horneby. Præmielisten fra skydningen til fuglen som følger: Kronen: Gunnar Rasmussen; Ringen: Sam Lomberg; Højre Vinge: Bent Bæk; Venstre Vinge: Benny Øland; Højre Klo: Verner Ahrendt-Jensen; Venstre Klo: Arne Wiingård; Halen: Hans Kuhlmann, Brystpladen: Jens Fritzen v/ Tage Nielsen”.

Således oplevedes fugleskydningen altså i 1977 af sekretær Mogens Frederiksen som et aktivt, deltagende medlem af skydeselskabet.

I 1983 blev begivenheden dækket af Berlingske Tidende i en stort opsat artikel under overskriften:

”De lystige skydebrødre i Hornbæk”.
Det ret fornemme, men også ret ukendte, Hornbæk Salonskyde Selskab havde i går sin årlige skydning til fuglen. Det var for 76. gang, og fjerene fløj livligt i det herlige sensommer-solskin. De repræsenterede indholdet af to hovedpuder, men alt har jo som bekendt sin pris. De næsten 80 skydebrødre er til daglig kendt af titusinder af sommergæster. Det er håndværkere, handlende og benzinstationindehavere med flere. Alle kendte ansigter. Når sæsonen er ved at ebbe ud, holder de deres årlige skydefest, og det er en seriøs affære. Men som de fornuftige mennesker, medlemmerne er, mener de, at alting skal tages med mådehold. I den forbindelse også det seriøse. Så der er masser af fest og god stemning, og det er set, at nogle skydebrødre kun får affyret et enkelt skud i dagens løb. Men så er der altid en håndfuld skydeglade, som skyder for dem, og hver gang, der ryger en afgørende del af fuglen, bliver det markeret med en signalkanon, som købmand Karl Kristian Kubiak fylder med tre fingerbøl sortkrudt og et stykke sammenkrøllet avispapir. Lunten på, tænding … Og et imponerende brag .. Det understreger kun den sportslige side af sagen for folk, som måske er langt inde i et spil ”Idiot166” eller betragter den ny høstede mark gennem en ølflaskebund, Festen begynder hos det foregående års fuglekonge kl. 8.30. Denne gang hos Erik Pejstrup på Skovvej, direktør for forsikringsselskabet Nordlyset i Helsingør. Skydeselskabets orkester er sammensat af medlemmer, så man kan nyde dr. Erling Paridon på klarinet, souschef i Sikringsstyrelsen Mogens Svendsen på bækkener og Sam Lomberg, under anden verdenskrig spitfirepilot i Royal Air Force, senere en kendt film- og teatermand, her fortrinlig på trommer. For blot at nævne nogle af dem. Efter at en pilsner og en morgenbitter har skubbet til livsånderne, går man i samlet trop med orkestret forrest gennem hovedgaden. Det vil sige fuglekongen bliver kørt i en hjemmelavet og udsmykket vogn, trukket af fire skydebrødre. Herfra modtager han hyldesten fra morgenduelige på gaden … Der fortsættes ad Københavnsvejen, men da den det første stykke går op ad bakke, er der sørget for et snarligt hvil. I går hos reklamedirektør Klaus Tjagvad. Rigtigt gættet … traktementet er en pilsner og en bitter. Nu bedre rustet fortsættes ad Villingebækvej, stadig i sluttede rækker, ud til den nærliggende ås, hvor det hele rigeligt begynder. Og efter endnu en pilsner og biller begynder skydningen så fra to rifler. Kendte ansigter som slagtermester Johannes og Mogens Frederiksen, den sidstnævnte formand for selskabet, blikkenslagermester Hugo Fokdal, grønthandler Julius Petersen, stationsforstander Lerche, værkstedsejer Svend Mortensen, Poul, Ole og Jens Fritzen, direktør Niels Bagger, farvehandler Erik Helms og mange, mange flere lægger kinden ril riffelskæftet – og så er det snart tid til den længe imødesete frokost. Den afleveredes ude på vejen af de respektive hustruer, og det er ikke bare to flade med leverpostej. ”Slagteren” medbragte den største madkurv, en hel kasse revelsben, som han dog gladelig delte ud af. Skydningen fortsætter resten af eftermiddagen, med mindre man er blevet træt af alt del skyderi og foretrækker en lur. Under et stort solsejl er der dækket med hø, og en del af skydebrødrene medbringer, belært. af erfaringen, en plaid og en pude. Optaget i ”Salonen”, som selskaber hedder i daglig tale, kan man kun blive, hvis to medlemmer indstiller en. Og det første år kan man kun komme med som gæst og på prøve. Man ser sine folk an og vil sikre sig, at en ny ikke pludselig holder en tale for de fraværende damer eller på anden måde ødelægger den gode stemning. Damer bliver fejret ved vinterfesten på Hotel Trouville. Når dagen er gået, tilbringer man aftenen hos den nye, intetanende fuglekonge. Han kåres på demokratisk vis i en blanding af skydefærdighed og den fem mands bestyrelses alvorlige overvejelser. I går var souschef Mogens Svendsen den heldige. Eller uheldige. Men det var en fornøjelig oplevelse. Og i dag er visse forretninger i Hornbæk Iukket”.

Såvidt fugleskydningen i fest og glamour. Der var også en dagen derpå. Allerede næste dags formiddag klokken 11 havde bestyrelsen sat hinanden stævne på skydebanen:

”Der var nogle trætte manner, man i slowmotion kunne se begynde al rydde op, men vi kom dog i gang … Pladsen skulle rømmes, skydeteltet tages ned og bringes til ”Kildegården”, afspærring samles sammen, og bænke afleveres hos de retmæssige ejere. Pladsen var som blæst kl. 14”.